onsdag den 25. marts 2009

23 ting, - Min evaluering selvom jeg ikke er færdig

Jeg er desværre blevet stoppet i mit arbejde med 23 ting da kvoten for Netmusik er brugt. Og min mp3 ikke er landet. Ikke desto mindre er det netop mp3 brugen af såvel netmusik og netlydbog, jeg har set mest frem til at lære. Dels fordi publikumsbetjeningen får et løft - i dag siger jeg bare lige ud, at det kan jeg ikke selv. Og henviser håbefuldt til andre afdelinge. Jeg ved fra min egen familie, at de har forespurgt på deres lokale bibliotek og er irriterede over, at bibliotekaren der ikke vidste hvordan. Så jeg ser frem til at vi i hvert fald kan hjælpe brugere lidt i gang.
Når det er skrevet vil jeg sige, at det er det vigtigste for mig i dette forløb. Flere af de øvrige ting vil jeg ikke komme til at bruge. Jeg orker altså ikke den megen kommunikation på denne måde. Jeg synes outlook med mails er fremragende. Men at blogge kræver noget, jeg ikke helt hvad er. Jeg kan godt se, man kan give udtryk for hvad man mener og tænker, som nu f.eks. men det kan man jo også ved mails, der sendes frem og tilbage. Og talk/chat er da helt umuligt, hvis ikke organisationen så at sige hviler på den form for gensidig snak. Det kræver at de andre er til stede, når man vil tale med dem. Og det er besværligt. Jeg sidder jo dels sidder sammen med mange af de, jeg dagligt fører dialoger med, dels er den enkelte sjældent ved den maskine, de talk/chatter fra, endsige på. Jeg mangler nok en organisation, der simpelthen bruger denne form for kommunikation,hvis det skal holde sit indtog i mit arbejdsliv. Lyder det tosset? Ellers tror jeg ikke på det pt. internt.
Nogle ting som Rss var interessante - og det ser jeg som en spændende måde at være ajour på et område. Og GoogleMaps er fascinerende. Og såvidt jeg kan se, en glimrende vej til atlas/motorvejsbeskrivelser osv. Tror jeg nok.
Podcast vil jeg også kigge på igen senere. Især radioprogrammer. Men hvem ved? Det er nok et tidsspørgsmål - eller med en vending fra en tidligere kollega : et filosofisk spørgsmål, om det bliver et af mine værktøjer.

Men det har og er spændende at blive ført ind i nye videns- og kommunikationsveje.
Fremover kunne jeg godt tænke mig, at man dels tog færre ting op ad gangen - som vi selv pegede ud. At der blev undervist i det f.eks. 2 gange over 14 dage i mødelokalet, hvor man så kunne se,hvordan det blev gjort og der var maskiner til rådighed - eller blot at man så det i slowmotion. Nu har hver især på 100 tidspunkter gjort det og det har betydet stor uro når nogle var i gang,fordi de selvfølgelig snakkede frem og tilbage i lokalet. Vi sidder i et stort rum og mange sad jo og forsøgte at lave andet. Jeg har naturligvis også selv deltaget i denne form for snak som måske generede andre, der forsøgte sig med andet arbejde. Så gerne mere samlende undervisning i mindst to omgange, hvor man kan se hvordan tingene gøres - altså når det gælder det mere krævende som f.eks. mp3 indlægning osv.

Så jo, jeg synes det er dejligt at få kendskab til disse ting, måske rettere snuset lidt til noget og virkelig lært andet. Men gerne lidt færre ting ad gangen i kortere forløb. Så undgår vi måske det pressede, stressende, der har været over os i den sidste tid. Følelsen at nogle er færdige, at du bare halser efter osv. er ikke spændende. Alle skal have afrundet sit forløb ordentligt også før nyt kommer på banen.
Og tak for jer, der har gidet stille op og lære mig nogle ting, når jeg peb. Ja, jeg er ikke færdig endnu, så jeg ulejliger gerne igen, igen.

Ingen kommentarer: